Kulturhistorie
Naturparkens frugtbare istidslandskab har skabt rammen for bosættelser igennem mere end 6000 år. Igennem tiden tilpassede beboerne sig klimaforandringer, havniveauændringer og politiske forskydninger af grænser, krisetider og vækst. De spiste årstidens grønt, gik på jagt i naturen og fiskede i søer, i vandløb og i havet. De byggede ud og byggede om. Naturparken rummer vigtige fortællinger om liv og død. Om overlevelse, fest og om sammenhold. Landskabet, landbohaver og hegn fortæller. Broer, veje, ruter og stednavne fortæller. Også bygninger som kirker, slotte, pumpehuse, mejerier og skoler fortæller. Alle disse fortællinger har været med til at afgrænse naturparken i forhold til områdets kulturarv.
Løsfund og adskillige gravhøje i området vidner om, at området har været beboet i både stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Ved Farresdam, Dyvig og Mjels Vig bekræfter stednavne, gravfund og løsfundne genstande, at området også var velbesøgt i vikingetiden.
Oldtid
Da de første rensdyrjægere færdedes i området, for 12.000 år siden, stod ishavet højere end nu. Kystlinjen ændrede sig igennem hele jægerstenalderen og mange ældre bosættelser er i dag enten oversvømmede eller vanskelige at finde.
De tidligste spor af mennesker er derfor fra den sidste del af jægerstenalderen, for omkring 6000-7000 år siden, hvor havspejlet var nogenlunde som i dag. Dengang sejlede man i udhulede egestammer, der minder om nutidens kanoer og området omkring fjorden var dækket af skov med jagtbytte som kronhjort, rådyr og vildsvin. Langs strandklinten ved ”Hesnæs” mellem Dyvig og Mjels Vig lå én af disse bosættelser. Her er fundet en køkkenmødding, der kan have været brugt i mange år og må være ophørt i slutningen af ertebølletiden, for omkring 6000 år siden. Også langs Oldenors sydlige kystskrænt lå adskillige bosættelser i stenalderen. De kan have været kortvarige eller sæsonbestemte lejrpladser og kan ikke dateres nærmere end ”stenalder”.
Middelalder
Fra omkring vikingetidens slutning bosatte man sig ikke længere ved kysten. Mange steder opstod der skov og bebyggelsen i Naturparken blev præget af de tætliggende landsbyer inde i landet: Nordborg (Købing), Mjels, Broballe og Oksbøl.
De tidligste anlæg til Nordborg by, voldstedet Alsborg, anlagdes formentlig af Sven Grathe i år 1150 på fire små øer. Ved slottet er arkæologisk påvist en skibsbro, hvilket formentlig skyldes at Nordborg Sø har haft forbindelse til havet via den del af tunneldalen, der i dag udgør Nordborg bæk. I slottets brugstid påførtes en del jord, så voldstedet i dag fremstår som en ø med voldgrav. Slottet er nedbrændt to gange og de nuværende bygninger er arkitekttegnet under den tyske tid i 1910.
Nyere tid
I Danmark betød landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, at flere gårde flyttede ud af landsbyerne og blev tildelt jordstykker i det åbne land. Dette skete dog ikke i lige så høj grad på Als. I Naturparkens område er der derfor kun enkelte spredte udflyttergårde i landskabet, og i den sydlige del mod Als Fjord kan landskabet opleves nærmest øde. I denne periode, fra 1600-tallet og indtil midt i 1800-tallet, udvikledes den egnstypiske alsiske bindingsværk. Bygningerne er oftest kendetegnet ved en tretavlet gavl med buede skråstivere. Bindingsværket er typisk rødmalet med hvidkalkede tavler. Der er flere bevarede bindingsværk i naturparkens landsbyer. I landsbyen Holm lige nord for naturparken ligger kroggården, Jollmanns Gaard, som i 2o11 blev ført tilbage til oprindeligt udseende med fondsstøtte og som i dag kan beses som museum.
De mest markante kulturhistoriske spor i landskabet fra nyere tid er sporene efter dræning og opdæmning af de inddæmmede ferskvandssøer, hvor der i områderne endnu ses pumpehuse og afvandingskanaler. I midten af 1800-årene dannede en flok bønder et søinteressentskab, for at få afvandet søerne til landbrugsjord. I 1849 gik man i gang med at grave en afvandingsgrøft med håndkraft ned gennem de to søer og en landgrøft nord om Mjels sø og syd om Bundsø.
Den tyske periode (1864-1920)
Tysklands inddragelse af Nordslesvig efter krigen i 1864 havde stor betydning for udviklingen på Nordals. Økonomisk betød det kun vækst og stabile afsætningsmuligheder for landbrugsvarer. Kvægavlen og kornavlen steg, og der blev løbende bygget nye gårde og huse, som stuehuse og driftsbygninger (Lo og Svinlai). Den tyske tid satte sit præg på den lokal byggetradition og arkitektoniske fremtoning. Bygninger fra den tyske tid kan genkendes på mønstrede murværker, andre murstensforbander og fugetyper eller glaserede mursten og tegl. Gårdbebyggelsen på Nordals bevarede længe sit traditionelle præg med gamle slesvigske gårdtyper, hvor beboelse og stald er i samme hovedlænge, herunder de såkaldte ”kroggårde”. I denne periode blev det normalt med aftægtsboliger, hvilket stadig er karakteristisk for mange af gårdene i Mjels, Broballe og Oksbøl.
Moderne tid
Udviklingen efter 1. verdenskrig og genforeningen med Danmark betød økonomisk krise på begge sider af grænsen, og også Nordals måtte se affolkning og økonomisk stilstand. I begyndelsen af 1930’erne var der ikke meget håb for befolkningstilgang og vækst, men én mand kom dog til at få afgørende betydning for områdets udvikling. I 1933 påbegyndte Mads Clausen udviklingen af Dansk Køleautomatik og Apparat-Fabrik, senere Danfoss, i Elsmark ved Havnbjerg. En ny tid var begyndt. Samme år kørte det sidste tog fra Nordborg. I Oksbøl ses spor efter den tidligere amtsbane, E Kleinbahn, og den gamle stationsbygning.
Størstedelen af byudviklingen i Nordborg og Havnbjerg i 1940’erne og efter skyldtes tilflytning af arbejdere til Danfoss, der i 1952 nåede 1000 ansatte. Der opstod et behov for boliger til de mange ansatte, hvorfor Nordborg og omegns andelsboligforening blev stiftet i samarbejde med Danfoss i 1942. Bydelen ”Langesø” var det første planlagte, samlede initiativ, der blev planlagt for Danfoss af én arkitekt og opført på bar mark i årene 1955-1965 med mere end 600 boliger.
